Terra, Antikmuseet

I 1952 gravede skoleeleven Edmund Lykke Randa en hule nær krydset mellem Paludan-Müllers Vej og Hasle Ringvej i Aarhus Nord. Op af jorden dukkede et lille terracottahoved. Det viste sig at stamme fra Ægypten c. 712-332 f.Kr. Hvordan endte hovedet mon der? Og hvad skete siden hen? Gitte Broengs tekstbaserede lydværk og bog Terra drejer sig om det gådefulde fund – en lettere uanselig og dog bemærkelsesværdig genstand i den ægyptiske samling på Antikmuseet, Aarhus Universitet.

Terra indgår i udstillingen L, kunstnersammenslutningen Guirlandens 50-års jubilæumsudstilling, som Antikmuseet viser indtil 14. december 2018. Læs mere her

Gitte Broeng har installeret det lille ægyptiske hoved i en stor, illumineret montre. Lydværket afspilles via høretelefoner, og eksemplarer af bogen ligger fremme.

Terra, loop 26 min. 23 sek.
Stemmer: Gitte Broeng og Lasse Krog Møller
Indspilning og produktion: William Kudahl

Støttet af Aarhus Kommunes Kulturudviklingspulje og Statens Kunstfond

Installationsbillede, Antikmuseet
Bogen “Terra”, som indgår i installationen på Antikmuseet